Skip to main content

Har din kat bylder?

Bylder i huden opstår hyppigere hos katte end noget andet dyr. Bylder opstår ofte som resultat af bidsår, katten har erhvervet sig i slagsmål med andre katte. Når katten bider, efterlades bakterier fra mundhulen under hudoverfladen, hvilket kan forårsage dannelse af en byld.

Men hvordan kan jeg se på min kat, om den har en byld?

Oftest opdager ejer først bylden, når den er sprunget og der ses blod og pus i pels og på tæppe. Dette skyldes, at katten vil forsøge at skjule symptomerne. Vær derfor opmærksom hvis din kat trækker sig fra dit selskab, virker nedstemt og/eller udviser ubehag/aggressivitet ved berøring af et bestemt sted. Denne ændring af adfærd kan være tegn på, at katten har en byld.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg opdager en byld?

Bemærker du ovenstående symptomer eller direkte mærker en byld på din kat, er det vigtigt at katten bliver tilset af en dyrlæge, der kan stille en konkret diagnose. Dyrlægen vil barbere området for at inspicere huden og finde tegn på bid. I nogle tilfælde vil dyrlægen forsøge at udtrække betændelse fra bylden vha. en kanyle. Dette gøres for at sikre, at diagnosen byld faktisk kan stilles, så bylden kan bliver ordentligt renset op og dræneret, og en medicinsk behandling kan igangsættes hurtigst muligt.

Såfremt du opdager et bidsår, der endnu ikke er blevet til en byld, kan du selv foretage forebyggende behandling og hermed forsøge at forhindre, at der udvikles en byld. Det anbefales, at du renser såret med klorhexidin, som er desinficerende. Herefter skal du holde godt øje med såret, da der trods desinficerende behandling stadig er reel risiko for at der udvikles en byld.

Risikovurdering og fremtidsudsigter for en kat med bylder

Risikoen for at din kat får bylder er betydelig større, hvis den færdes ude og ofte indgår i slåskampe. Bylder ses desuden oftest hos ikke kastrerede hankatte, da disse ofte slås om retten til specifikke territorier. Du skal derfor være ekstra opmærksom, hvis ovenstående beskrivelse passer på din kat. Det skal dog siges, at de fleste udekatte får bylder i løbet af deres liv.

En byld er meget smertefuld, men ikke farlig, hvis den behandles korrekt. Derimod kan ubehandlede bylder i værste fald være fatale, hvorfor det er yderst vigtigt at søge rådgivning hos din dyrlæge, hvis du opdager en byld.

Desuden kan sygdomme såsom katte aids og leukæmi overføres ved bid. Kyndig rådgivning hos en dyrlæge er derfor essentielt for at undgå, at bylden bringer andre sygdomme med sig.

Hos VET Gruppen står vi altid klar til at rådgive dig og behandle din kat i tilfælde af bylder.

×
Menu
Døgnvagt