Skip to main content

Hvad er katteinfluenza, og hvordan behandles det?

Katte får som regel influenza som følge af herpesvirus eller calicivirus. I begge tilfælde kan symptomerne være høj feber, øjenbetændelse samt symptomer fra øvre luftveje såsom flåd fra næsen og nysen.

De to vira har også hver sine distinkte symptomer. Hvis infektionen skyldes herpesvirus, kan der opstå sår på kattens hornhinde hvilket er smertefuldt og katten vil ofte knibe det påvirkede øje sammen. Taler vi derimod om calicivirus, kan der forekomme sår på tungen og i mundhulen. 

Alle katte er modtagelige over for begge vira, men symptomerne der udvises kan være forskellige afhængig af kattens alder.

Det er vigtigt at holde øje med, om der sker ændringer i din kats adfærd, såsom nedsat appetit, at den gemmer sig eller generelt om den er trist og nedstemt.

Oplever du et eller flere af ovenstående symptomer hos din kat, skal du kontakte din dyrlæge.

Hvordan behandler jeg min kat, hvis den lider af katteinfluenza? Der findes desværre ikke nogen direkte behandling for katteinfluenza, men det er vigtig at holde øje med at katten bliver ved med at spise og drikke. I nogle tilfælde kan der opstå sekundære infektioner med bakterier, hvilket kræver medicinsk behandling.

For at forebygge sygdommen hos din kat, er det en god idé at lade den vaccinere, når den er 12 uger gammel, og igen når den er 16 uger. En sådan vaccine skal gentages en gang om året for at være en effektiv beskyttelse. Hos VET Gruppen står vi altid klar til råd og vejledning

×
Menu
Døgnvagt