Skip to main content

Katteopdragelse – Kradser katten?

Kradser katten i møblerne? – det kan du gøre

Katte har et naturligt behov for at kradse. Når de bor indenfor sker det derfor, at katte kradser i møblerne. For at få den til at stoppe, er du nødt til at opfylde det behov, som katten kun kan få opfyldt af at kradse i møblerne. Det kan virke som om, katten bare gerne vil ødelægge dine dyre møbler, men i virkeligheden plejer den sine klør. Tillige afsætter den duftmærker i møblerne, som vi ikke kan lugte.

 

Når du gerne vil have katten til at holde op, så er det vigtigt at skelne mellem at stoppe adfærden, og at flytte den. Du ønsker ikke at stoppe din kat i at kradse, men blot at få den til at kradse i noget andet end din sofa. Katte kan trænes, fuldstændig som en hund kan, det tager bare længere tid. Find noget, din kat virkelig gerne vil have at spise. Når din kat udfører den handling du gerne vil have, så giver du den en lille godbid. Når den kradser i møblerne tager du bare katten, og bærer den stille og roligt ned. Der er ingen grund til at skælde ud, det er katten alligevel højest sandsynligt ligeglad med.

Hvad må din kat kradse i? Et kradsebræt

Det kan tage noget tid at få katten vandt til at bruge kradsebrættet, men du kan eventuelt prøve med et par dråber baldrian, for at få katten til at synes om det nye møbel. Træningen foregår således, at hvis katten fravælger sofaen og kradser på kradsebrættet, så giver du den en godbid, opmærksomhed eller noget andet, den gerne vil have. Al træning tager tid, og det er ikke sikkert dine møbler er i sikkerhed lige med det samme, men det er et skridt i retningen mod at kunne have pæne, hele møbler igen. Hvis du skal bruge hjælp eller yderligere vejledning kan du ringe til os, eller kontakte klinikken, så vil vi rigtig gerne være behjælpelige.

×
Menu
Døgnvagt