Tandbehandling

Tandbehandling hos hund og kat dækker over forskellige begreber som tandrens, behandling af paradentose og/eller fjernelse af tænder.
Ved tandbehandling hos kaniner og gnavere er der derimod tale om tandslibning.

Narkose

Tandbehandling foregår altid under fuld narkose, hvorfor vi anbefaler, at dyret på dagen ikke får mad inden behandlingen for at mindske risikoen for at dyret synker opkast.
Vores dyrlæger foretager altid et grundigt sundhedstjek af dyret inden narkose. Ved sundhedstjekket lægges der særligt vægt på kredsløbs- og respirationsfunktion.
Som regel er sundhedstjekket tilstrækkeligt, men hvis dyret har mange år på bagen eller er særligt svækket, vurderer dyrlægen til tider, at en blodanalyse forud for narkosen er ønskelig. Dyrlægen bruger resultatet til at få viden om dyrets evne til at nedbryde og udskille narkosemidlet. Det koster lidt ekstra, men er for dit dyrs sikkerhed.
Desværre er der altid – både hos dyr og mennesker – en lille risiko for dødsfald i forbindelse med narkose. Også selvom der er lavet en blodanalyse.
Risikoen er større hos kaniner og gnavere end hos hund og kat, da kaniner og gnavere er sarte dyr.

Tandrens

Den plak, der dagligt dannes på tænderne, bliver med tiden omdannet til tandsten, som særligt viser sig på ydersiden af de bagerste tænder i overmunden samt indersiden af de bagerste tænder i undermunden.
Visse racer er særligt genetisk disponerede. Hastigheden, hvormed tandsten dannes, afhænger ikke alene af dyrets race, dyrets spytproduktion og sammensætning.
Særlig tandpleje, regelmæssig tandrens og til en vis grad også valg af foder er desuden vigtige faktorer til forebyggelse af tandsten.
Tandsten medfører paradontose, dårlig ånde, huller i tænderne og tandkødsbetændelse. Tilstande forbundet med smerte i mundhulen kan føre til nedsat foderindtag med deraf følgende symptomer.
Regelmæssig tandpleje og tandrens ved behov er derfor en stor fordel for dyret.
Tandrens på dyr foregår altid under fuld narkose, men adskiller sig ellers ikke fra den behandling, du selv kender fra tandlægen.

Paradentosebehandling

Plak og tandsten sætter sig ikke kun på den synlige del af tanden, men angriber også ofte den del af tanden, som ligger i tandkødslommen. Infektionen vil, hvis den forbliver ubehandlet, brede sig til tandens støttevæv og eventuelt kæbeknoglen. Denne tilstand betegnes paradentose.
Paradentose er smertefuld og fører til løse tænder. Hvis ikke lidelsen behandles, vil tænderne til sidst smuldre væk under stort ubehag for dyret. Desuden er der risiko for, at bakterier fra mundhulen spredes til andre og vitale dele af organismen.

Fjernelse af tænder

Der kan være flere årsager til, at det kan være nødendigt at trække tænder ud på dyr. Eksempelvis mælketænder, som ikke tabes naturligt, og som skal ud for ikke at ødelægge de øvrige tænder.
Der kan også være tale om blivende tænder med huller, eller som er knækkede eller flækkede, eller tænder som på grund af paradentose ikke står til at rede.
Prisen for fjernelse af en tand afhænger af, om tanden kan trækkes ud, eller om den skal opereres ud. Se prislisten

Tandslibning

Hos kaniner, marsvin, chinchillaer og deguer vokser alle tænderne hele livet. Hos hamstere, rotter og mus er det alene fortænderne, der forsætter med at vokse.
Dette faktum gør, at korrekt slid af tænderne er særdeles vigtig hos disse racer.
Som ejer af kaniner og gnavere er det derfor særlig vigtigt at have fokus på dyrets fodring, da foderets beskaffenhed er afgørende for et korrekt slid af tænderne.
Foderet skal altså udover at dække dyrets næringsbehov sikre tilstrækkeligt slid på tænderne.
Ved valg af forkert foder vil for og/eller kindtænder blive for lange, og tænderne vil forhindre dyret i at tage føde til sig. Slibning af tænderne kan derfor blive livsnødvendig.
Er man som ejer ikke opmærksom på dette, eller venter man for længe med at få de lange tænder slebet, vil dyret i værste fald udvikle forkert tandstilling, så regelmæssig tandslibning bliver nødvendig.

Efter en tandbehandling vil du få smertestillende til din hund eller smertestillende til din kat med hjem, hvis dyrlægen vurderer, at det vil være nødvendigt.